AFCOE 2023 – undervisning i Åbenbaringens bog
af Lasse Flinker
AFCOE er en Bibelskole i Lund i Sverige drevet i samarbejde med Amazing Facts ministry. Der kommer elever fra hele Europa for at blive uddannet til at gøre mission.
Elevenerne lærer en masse om mission og får rige muligheder for netop at bruge praktisk, hvad de har lært gennem de 3 måneder på skolen.
En del af undervisningen inkluderer også en gennemgang og forståelse af nogle hovedpunkter og bøger i Bibelen.
Jeg blev igen i år spurgt, om jeg ville undervise i Åbenbaringens bog igennem en hel uge. – Hvilken fantastisk mulighed!
Åbenbaringens bog er en af mine absolut favorit bøger i Bibelen og jeg har brugt anseelig tid på at prøve at forstå og kommunikere indholdet i denne bog forståelig.
Der er så mange kristne, som nærmest ikke beskæftiger sig med bogen, og igen andre som hovedsageligt bliver skræmt af de billeder, som bruges med drager, plager, dom osv…
Her har vi muligheden for at vise, at Åbenbaringens bog handler om Jesus og åbenbarer ham og den fantastiske frelse, han har for os.
Jeg ser Åbenbaringens bog som et ekstra “evangelium”. Vi har de 4 første, som åbenbarer Jesus og hans gerning på jorden, men hvad med efter hans himmelfart? Der kommer Åbenbaringsbogen og åbenbarer Jesu gerning fra himlens perspektiv.
Jeg tog selvfølgelig begejstret imod opgaven om at undervise på AFCOE: Tænk at have muligheden for at lede ud i studier af Åbenbaringens bog igennem en hel uge. Men på den anden siden havde vi kun 18 timers undervisning til 22 kapitler, som er spækket med dybe tanker og symboler.
Jeg forberedte mig så godt som muligt med erfaringen fra sidste år i baghovedet: Denne gang skulle blive bedre end sidst! Ved Guds nåde lykkedes det!
Det tager sin tid at få forberedt en gennemgang af hele denne bog, men med begejstring kastede jeg mig ud i opgaven.
Jeg tog en uge til Sverige for at være sammen med gruppen og undervise dem de 4 timer daglig.
Jeg gjorde mit bedste for at ophøje Jesus for dem, idet vi så på disse vigtige emner for den tid, vi lever i.
Jeg havde virkelig indtryk af, at Guds ånd arbejdede. Vi bad sammen, om at budskabet fra bogen ikke blot måtte blive forstået, men også gøre indtryk på os og drage os til Jesus, mens vi studerede…
Jeg gjorde mit bedste for også at drage perspektivet til, hvordan de kunne dele disse sandheder med andre – det er trods alt en missionsskole.
Jeg fornemmede, hvordan Gud rørte hjerterne på de studerende og at de så vigtigheden af at dele dette budskab med verden i denne tid.
Jeg blev dybt velsignet ved opholdet og ved at undervise i denne fantastiske bog.
Jeg kiggede på de 12 elever med glæde i mit hjerte, idet vi havde samtale om emnerne i kapitlerne.
Jeg tænkte ofte: “Tænk hvilket potentiale, der sidder her. De 12 elever her kan gå hjem til hver deres hjemegn i Europa og sprede disse livsforandrende budskaber til mange.”
Guds lys kan spredes til verden gennem denne gruppe…
Jeg tror, at Gud ønsker, at Hans budskab skal ud for denne tid.
Må vi (læs: du og jeg) være blandt Guds tjenere, som trofast giver budskabet for denne tid til verden – en åbenbaring af Kristus!